Sådan endte Cynk

Jeg skrev for 2,5 uger siden dette indlæg, der handler om, hvordan et selskab kunne blive 22 mia. kroner værd på kort tid uden noget understøttende aktiv eller forretning: Derfor er det sociale medie Cynk et 22 mia. kroner selskab uden nogen medlemmer.

I dette indlæg skrev jeg, hvordan min teori var, at det ville ende. Jeg understregede klart og tydeligt, at aktiekursen i Cynk var blevet kunstigt pumpet, hvilket havde skabt et enormt short squeeze. Adskillige nyhedsmedier i USA såvel som Danmark og hele verden, har i det seneste par uger undret sig gevaldigt over denne unormale stigning, der “afviger fra den normale finansielle effektivitet og teori”, hvor virksomhedens reelle værdi og markedsværdi normalt går hånd i hånd. Hvad der i Cynk er sket er et relativt simpelt koncept, hvor der ifølge min teori er sket følgende to ting: Et pump-and-dump og et enormt short squeeze.

Der er selvfølgelig ikke nogen, der endnu ved, om der har foregået ulovlige handlinger bag Cynks enorme stigning, hvilket har fået virksomhedens grundlæggers formue op i milliardklassen. Men der har ifølge min teori været en form for hyping og promotion “behind the scenes”. Derudover tror jeg, at det enorme short squeeze har været grundet en stor shortsælger, der valgte at satse stort på, at aktiekursen ville falde, da Cynks værdi var meget længere nede. Når aktiekursen derefter begynder at gå imod hans vilje, bliver han nødt til at dække sin position. Da Cynk er en meget illikvid aktie på det tidspunkt, får han svært ved at dække hele sin position på én gang, og han bliver derfor nødt til at dække den i små bider. Dette gør, at han er med til at presse aktiekursen endnu længere op, hvilket forstærker købernes “effekt”, når de køber aktien, og derfor kan hændelser som disse forekomme.

Nu til hvordan det hele endte. I mit tidligere blogindlæg gjorde jeg det klart, at jeg ledte og ledte efter aktier at shorte i denne kunstige aktiekurs, hvilket har været en umulig opgave, så jeg ville blive nødt til at vente på sidelinjen og se den krakke. Og det gjorde jeg så. Kort tid efter jeg skrev det tidligere blogindlæg blev handlen i aktien halted af SEC, hvor den først er blevet åbnet for igen her for tre dage siden. Her er grafen, der viser fortsættelsen fra forrige blogindlæg.

Graf over Cynk krak

 

Som du kan se, endte det (uden at prale) præcist, som jeg forudsagde, efter handlen blev åbnet igen. Cynk lagde for tre dage siden ud med at falde 86%, derefter næsten 50% og i dag 15%. Hvis jeg havde fundet aktier at shorte hos hvilken som helst broker, ville jeg have frydet mig over det nu, men det eneste jeg kunne gøre var at sidde og kigge. Jeg kan dog fryde mig over at kunne fortælle jer, at jeg så det her komme.

Hvad synes du? Smid en kommentar her. Det skader ikke!