Draghis dilemma på torsdag

Hvornår svinder håbet mon op for Den Europæiske Centralbank? Er eksperimentet med negative renter i Eurozonen måske blevet for meget? Lige nu ser det ud til, at finansmarkederne er overbeviste om, at centralbanken igen vil komme med lempelser på torsdag i håb om at redde markedet og måske igen skyde det mod nye højder med sine pengeprintende bazooka. Alt dette som følge af, at deflationen igen for nyligt viste sit djævelske ansigt med en deflation på -0,2%.

Spekulationer går mod, at bankerne det seneste års tid ikke har kunne videreføre de gratis penge fra centralbanken til forbrugerne for at skyde gang i økonomien, og de derfor blot har været til ingen nytte. Samtidig ligger de negative renter og tærer på de europæiske bankers overskud i og med, at negative indlånsrenter heller ikke kan videreføres forbrugeren i frygt for ustabilitet i bankernes indlånsmængde. Bankerne er for hårdt pressede på rentemarginalerne, og det kan måske få dem til at øge marginalerne på de tilbud, de sætter i fremtiden, hvilket vil gøre lån dyrere og ikke billigere, og hvilket virker totalt imod centralbankens hensigt. “Centralbankens centralbank”, BIS (Bank for International Settlements), gjorde for nyligt opmærksom på dette problem, og det samme har finansmarkedernes ekstreme volatilitet. De selvsamme kvantitative lempelser har oven i købet også været med til at opbygge den enorme gæld i udviklingslandene, som truer med at vælte sammen.

De seneste to ugers optur på markedet har i den grad vist øget risikovilligheden, og det er sandsynligvis et tegn på, at spekulanterne er sikker i sin sag om, at Draghi bliver nødt til at fortsætte sin gang, som startede under de første kvantitative lempelser i januar 2015. Det er kort sagt en vej, som kun peger ligeud, og det ser ikke sundt ud på finansmarkederne. Mødet på torsdag er uden tvivl et spørgsmål om troværdighed. Inflationen vil sandsynligvis ikke begynde at tage til før hen mod 2018.

Hvis inflationen glider for meget ind i negativt territorie, kan konsekvenserne blive meget alvorlige. Det vil forværre den svage efterspørgsel på flere måder. For det første er faldende priser lig med, at realrenterne (nominelle renter renset for inflation) kan blive fanget på ekstremt høje niveauer i takt med, at pengepolitikken ligger begrænset af 0-grænsen. Deflation hæver også realværdien af en nominel mængde gæld, så gældsbyrden for offentlige og private låntagere stiger, mens velstanden skifter til kreditorerne. Da kreditorerne ofte gemmer meget af deres ekstra realindkomst, mens låntagerne typisk har højere incitament til at bruge pengene, så vil det resultere i et lavere samlet forbrug. Og da priserne forventes at falde, vil det sandsynligvis også få forbrugerne til at udskyde deres forbrug. Til sidst vil en deflation betyde, at virksomhederne ville skulle lave nødvendige nedskæringer i deres lønninger.

Men hvad skal centralbanken så gøre for at stimulere økonomien på andre måder? Her kræver det, at regeringerne træder til og hjælper. Centralbankerne i både USA, Europa og Japan har måtte bære læsset selv, hvor regeringerne blot har stået og set på. De mest radikale potentielle løsninger består af en blanding mellem penge- og finanspolitik. En stor mulighed er Milton Friedmans “helicopter money”, hvor det offentlige forbrug bliver finansieret direkte ved at printe penge. Denne løsning drejer uden om bankerne og finansmarkederne og lægger de nye penge direkte i lommerne på forbrugerne, så de kan sætte gang i forbruget. Problemet med denne løsning er dog, at monetær finansiering er forhindret af de traktater, der understøtter euroen.

En risikabel løsning ville være at indføre obligatoriske lønstigninger, som Olivier Blanchard og Adam Posen fra Peterson Institute for International Economics siger god for i Japan. En generelt lønstigning på 5-10% ville kunne starte en positiv spiral i forventningerne til inflationen og bringe priserne op. Denne løsning vil dog være problematisk, da den forværrer fleksibiliteten og er svær at trække tilbage.

En mere konservativ og mindre risikabel løsning vil være udelukkende via finanspolitik. Der er for mange lande med masser af råderum, som har holdt sig tilbage, eksempelvis Tyskland. Det har aldrig været billigere at låne, og kreditvurderingsbureauerne vil sandsynligvis se mere lyst på ny statslig gæld, hvis gælden bliver understøttet af friske og produktive aktiver på den anden side. Sådanne aktiver bør indebære forbedret infrastruktur, og nu er den største mulighed for regeringeringer at udbygge denne. Det er dog her problemet med det euroæiske samarbejde viser sit ansigt. Der er et manglende incitament til at samarbejde om nye politiske tiltag.

Centralbankerne har gjort deres og kæmper stadig. Det er nu op til regeringerne at træde til med yderligere midler. Draghi har håndteret en utroligt avanceret krise rigtig godt men står nu med en endnu større byrde på torsdag.

illustration af helicopter money politik

Hvad synes du? Smid en kommentar her. Det skader ikke!